Mogens Lykketoft (S):
Her hen imod slutningen på en meget lang, men også nødvendig
lang debat føler jeg trang til at sige nogle få personlige
bemærkninger til udenrigsministeren og til statsministeren.
Jeg mener, at det er en meget skelsættende og meget
nedslående beslutning, vi skal se truffet lige om lidt.
Danmark skal bidrage til USA's krig uden om FN og imod
holdningen hos flertallet af FN's medlemslande.
Socialdemokratiet har meddelt sin holdning til
håndteringen af det her til regeringen i november. Jeg har
personlig og mange gange appelleret til udenrigsministeren om
at undgå splittelse om den danske håndtering af denne sag.
Jeg troede, at vi var enige. Alt, hvad udenrigsministeren
sagde, tydede på, at vi var det, men jeg må forstå det
således, at udenrigsministeren blev majoriseret af Danmarks
og verdens to mægtigste mænd i en telefonsamtale i fredags.
Da traf statsministeren en beslutning, som han vidste ville
give splittelse i dansk udenrigspolitik.
Jeg fik i mandags og igen sammen med De Radikale i
tirsdags fra statsministeren en entydig melding om, at man
ville deltage i denne krig, at regeringen havde besluttet
sig.
Jeg gentog så, hvad Socialdemokratiet krystalklart har
sagt til regeringen siden november: Vi er for demokrati, vi
er imod diktatur, vi er for en international retsorden, vi er
imod enegang for de få og magtfulde. Vi vil ikke afvise krig
som den sidste og eneste udvej, men vi vil give freden enhver
tænkelig chance, fordi krigen betyder død, lemlæstelse,
risiko for kaos i regionen, terror i verden.
Vi vil give freden en chance, fordi FN's
våbeninspektører sagde, at de havde en reel mulighed, og
fordi vi mente, at det var langt, langt bedre, hvis det
modsat deres forventning var sådan, at de måtte give op,
at der var en langt større mulighed for at samle
Sikkerhedsrådet og verden om en militær indsats.
Kl. 18.25
Vi mener, at hvis krigen til slut var uafvendelig, var
risikoen for kaos og terror langt mindre, hvis beslutningen
blev truffet af Sikkerhedsrådet. Men USA's præsident
besluttede krigen, det kan vi ikke forhindre, men vi kan
udtrykke en holdning, og vi burde udtrykke den holdning, som
de fleste danskere har, og som de fleste af verdens nationer
har. Vi burde optræde sammen med vore nordiske og europæiske
naboer med et stort, entydigt, humanitært bidrag. Det var
Socialdemokraternes appel til regeringen, men regeringen har
ønsket denne konfrontation.
Det bedrøver mig dybt, og der bliver en stor opgave
efter denne dag med at genopbygge en verdensorden, med at
styrke FN, med at samle NATO, med at samle EU. Og der bliver
en stor opgave med at genopbygge Irak, helst ved en indsats,
hvor EU er samlet og går gennem FN, fordi det vil være den
indsats, der har en chance for - modsat en amerikansk
besættelse - ikke at gøre regionen til en krudttønde.
Der bliver en stor indsats med at genopbygge en enighed
i dansk udenrigspolitik. Det er statsministerens ansvar, at
vi bliver splittet. Det er også statsministerens ansvar, at
vi bliver samlet igen og ikke bliver ved med at være en
fodnote til det store flertal i FN.
Jeg vil slutte med at sige, at jeg vil tilgive hr. Jens
Rohde og alle de andre, der i de sidste mange timer i dag og
tilbage i onsdags har overhældt Socialdemokrater, Radikale,
Kristelige, SF'ere og Enhedslistefolk med skældsord og falske
påstande, fordi vi ved, man hævede stemmen, fordi argumentet
var svagt og samvittigheden dårlig.
Men det, der er på spil, er for farligt til, at vi
fortsætter polemikken, og derfor skal min appel være, at
regeringen nu sætter sig ned og tænker sig vældig godt om,
med hensyn til hvordan vi samler stumperne igen i dansk
udenrigspolitik.
