Forrige

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg vil gerne takke for 2 dages lange debatter og for udvalgsarbejdet, hvor vi har vendt alle mulige elementer, problemer og hjørner og sider i forbindelse med problematikken omkring deltagelse i opgøret med Saddam Hussein og hans masseødelæggelsesvåben.
     Jeg kan fuldstændig bekræfte hr. Mogens Lykketoft i, at vi var enige. Vi var enige om at støtte FN; vi var enige om at støtte Sikkerhedsrådet; vi var enige om at gå ad FN-sporet. Det er da klart, det er da det, vi havde håbet på hele tiden skulle kunne føre til målet.
     Vi kunne jo også konstatere i mandags, at FN-sporet endte blindt, fordi de forskellige parter i FN havde sat hinanden skakmat, og de kunne ikke komme til en ny beslutning - som regeringen aldrig havde forlangt; vi havde ikke bedt om en ny resolution, vi havde støttet Sikkerhedsrådet, hvis det kunne komme til en beslutning.
     Men når et spor ender blindt, må man jo gå tilbage ad sporet til den næstsidste station, hvor den sidste beslutning er blevet truffet. Det var beslutningen fra november måned, 1441, der henviser til og genbekræfter 678 og 687 fra 1990 og 1991. Det mener jeg er logisk, for ellers ville det jo betyde, at verdenssamfundet havde opgivet alle sine tidligere løfter og beslutninger om at afvæbne Saddam Hussein for hans masseødelæggelsesvåben.
     I den situation var det jo tydeligt, som vi også har fået bekræftet her og fik bekræftet forleden, at Socialdemokratiet ikke ville være militært med. Det er jo heller ikke det tilbud, hr. Mogens Lykketoft står og giver her, det var heller ikke det tilbud, vi fik fra hr. Nyrup Rasmussen forleden dag, det var det humanitære tilbud. Men vores opfattelse er, som den var i forbindelse med Afghanistan, at det er nødvendigt med en trestrenget indsats:
en militær indsats, en humanitær indsats og en stabiliseringsindsats. Man må jo gå ind militært for at få fjernet Saddam Hussein med hans masseødelæggelsesvåben, som jeg skal vende tilbage til om lidt. Så må man samtidig gå ind humanitært, og der er vi enige med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Kristeligt Folkeparti om, at i den situation er det vigtigt, at man hjælper den nødstedte, forsømte og undertrykte irakiske befolkning.

Kl. 18.30

     Det er jo rigtigt, som Kofi Annan markerede, og som hr. Niels Helveg Petersen refererede, at det klart er en følge af krigens love, at de, som går ind i et territorium med henvisning til kapitel 7, som altså er FN's opfordring til væbnet indsats for at få fjernet masseødelæggelsesvåben, også har ansvaret for ro og orden i området.
     Det havde man også i 1998, så der er ikke noget nyt i det. Det gjaldt, da hr. Niels Helveg Petersen traf beslutning
i 1998. Det gælder lige så vel nu. Det gjaldt også i 1991, da man traf den beslutning. Det står vi ved. Men det gør vi, fordi problemet er Saddam Hussein, Saddam Husseins overtrædelse af alle sikkerhedsrådsresolutionerne, faren for, at hans regime udvikler våben, som er destruktive, myrdende i massevis i omgivelserne og længere og længere væk, som hans missilteknologi efterhånden gør det muligt. Han har skjult de masseødelæggelsesvåben. Hans Blix bekræftede i morges i fjernsynet, at han har dem. Vi kan jo også se, når vi ser CNN, at man forsyner mennesker, som er i kampzonen, med masker, fordi man præcis ved og regner med, at han har de masseødelæggelsesvåben. Og havde han ikke de masseødelæggelsesvåben, så havde han jo dokumenteret, at han ikke havde dem. Det er jo også det, Hans Blix har skrevet i sine rapporter, at det jo ikke havde taget ham lang tid at samarbejde øjeblikkeligt og helt, så kunne det være gjort hurtigt. Det sagde han i rapporten fra begyndelsen af februar: så kunne det være gjort hurtigt. Men han samarbejdede jo netop ikke. Jeg skal så her for god ordens skyld - for jeg synes, der er diskuteret meget teknik, og det er i orden - gøre opmærksom på, hvad det drejer sig om. Med hensyn til VX-nervegas og sennepsgas - altså inden for det kemiske område - har Irak erkendt, at man har produceret 4 t VX-nervegas, hvoraf 2 dråber på huden er dødbringende. 4 t VX-nervegas, og bare 2 dråber på huden er dødbringende. Man kan ikke redegøre for, hvad der er sket med det. Man kan endvidere ikke redegøre for 6.500 sennepsgasgranater. USA vurderer, at Irak for tiden har 100-150 t kemiske våben, nok til 16.000 sprænghoveder. Hvis vi tager de biologiske våben, så er det primært miltbrand. Man kan ikke redegøre for 8.500 l miltbrand. USA mener, at de kan have produceret op til 25.000 l, nok til 400 bomber. Herudover har Irak eksperimenteret med pest, tyfus, kolera, pølseforgiftning. Man kan heller ikke her redegøre for betydelige mængder af vækstsubstrater for bakterier. Det er altså ikke noget, man kan tale sig fra. Det er noget, man er nødt til at reagere på. Dette er problemet. Det er dette, 45 lande på den ene eller den anden måde har sluttet sig til skulle fjernes. Det er det, som FN har anmodet om i striber af resolutioner. Men som tiden er gået, har man diskuteret sig fra det egentlige. Det egentlige er jo de ting, jeg nævnte, det er jo det egentlige. Så har man diskuteret teknikaliteter. Så har man diskuteret tidsfaktoren, som om tidsfaktoren, når der er gået 12 år og 4 måneder, virkelig skulle løse det hele. Det er altså pludselig at have en tillid til Saddam Hussein, som han aldrig nogen sinde har givet grund til at man skulle have. Kapitel 7 i FN-pagten tilsiger, hvis Sikkerhedsrådet anmoder om det, at man kan gå ind væbnet for at fjerne en statsleder med hans masseødelæggelsesvåben, som er til fare for fred og sikkerhed. Derfor kan man ikke, som mange har sagt i dag, gå ind hvor som helst mod hvem som helst. Nej, det kan man kun mod dem, hvor det er vedtaget efter kapitel
7. Og det gælder altså Irak. Det er klart, at den tvivl og den interne strid, der har været, og den splittelse, som vi også oplevede i dette Folketing, i EU, i NATO og i FN, naturligvis kun har gavnet Saddam Hussein og fået ham til at tro på, at han ved små løfter og små former for accept hist og pist - nede i det hjørne, han har kunnet klare - kunne trække det ud i det uendelige, så det hele ville falde fra hinanden. Men alternativet til at reagere nu ville jo være, at det med tiden faldt fra hinanden. Det var jo helt tydeligt, at splittelsen blev større og større. Og det vil sige, at så ville intet af det, jeg har nævnt, mine herrer og damer, intet af det ville jo blive fjernet. Og han ville vide, at intet kunne ske ham igen, og at han dermed kunne udvikle og udvikle sine våben og blive en større trussel for sine omgivelser i større og større afstand fra Irak, for missilteknologien var jo heller ikke noget, han afstod fra, den har han udviklet lige til det sidste. Så derfor: Hvis ikke det var nu, hvornår var det så? Har man først svaret »nu« på det spørgsmål, er man altså nødt til at sige: O.k., har vi sagt, at det er nu, må vi også være med. Man kan jo ikke bare sige, at det er nu, men så kan I andre i øvrigt gå ind og gøre det.

Kl. 18.35

     Det er, som Martin A. Hansen skrev i sin vurdering af Anden Verdenskrig, at skulke sig fra det egentlige, det er at lade andre tage ansvaret. Så er man, som han skrev, en flue. Vi vil ikke være fluer i flasken, vi vil tage vores ansvar, som hr. Niels Helveg Petersen også sagde i 1998, vi vil tage vores ansvar og føre en aktiv udenrigspolitik.
     Man må tage konsekvenserne af holdningerne - det er derfor, dette beslutningsforslag er her - og 45 lande har altså på den ene eller den anden måde tilsluttet sig koalitionen, der nu vil følge FN's opfordring om at anvende kapitel 7 og fjerne hans masseødelæggelsesvåben.
     Vi skal så sikre den humanitære indsats. Vi skal sikre den humanitære bistand. Vi skal sørge for, at FN-systemet, hvis ønsker vi opfylder, stadig væk har en central rolle og får, som vi alle ønsker, en større og større rolle i fremtiden. Men det kræver jo så også, at Sikkerhedsrådet er i stand til hele tiden at træffe beslutninger, hvis man ønsker de gamle ophævet.
     Vi ønsker at støtte FN, styrke FN, og i den humanitære indsats ønsker vi FN; den danske regering har jo også givet bidrag til FN i forbindelse med den humanitære indsats og er indstillet på at give mere.
     Vi ønsker, at EU skal spille en rolle, og vi blev enige
i går på topmødet om, at EU ville spille en samlet rolle, uanset hvad forskellige kommissærer har sagt - nogle har i dag været inde på splittelsen i Kommissionen - og der blev man på topmødet i går enige om, at EU skal spille en rolle og bevilge penge til den humanitære nødhjælp og genopbygning og samtidig samarbejde med FN. Vi er også blevet enige om, at vi skal være med til at stabilisere og genopbygge samfundet, stabilisere det civile samfund, som kommer til bagefter, og her skal FN have en rolle, en central rolle, og EU vil være med til at støtte det. Og der er vi jo så inde med en forpligtelse til os selv, som vi var det i Afghanistan. Det er den samme strategi, vi følger, og der var vi jo bredt enige. Der vil jeg godt tilsige hr. Jann Sjursen og hr. Frank Jensen, som har efterlyst det, at der vil vi naturligvis være
i kommunikation, i samtale med de partier, der ønsker at være med til at levere en humanitær og stabiliserende indsats. Vi har også satset meget på for at få fred i regionen, at mellemøstprocessen skulle fremmes. Det blev også bekræftet
i går på topmødet, hvor man udsendte en erklæring, hvor det understreges, at den køreplan, som Danmark tog initiativet til, er den køreplan, som skal forelægges for parterne, og ikke en tilfældig anden køreplan. Og det er, som Condoleeza Rice har sagt, ikke til forhandling, det er til præsentation, men selvfølgelig med ret til kommentarer. Nu er så beslutningens øjeblik kommet. Nu appellerer jeg til, at vi står sammen bagefter omkring de soldater, som så sendes ud for at løse en stor, vanskelig og nødvendig international opgave. Jeg har også med glæde konstateret, at hr. Frank Jensen præcis strakte hånden ud til det i sin tale, og hr. Niels Helveg Petersen tror jeg sagde det i går, at når beslutningen er truffet, samler man sig selvfølgelig bag den beslutning, og så støtter man selvfølgelig de soldater, der er ude. Så er diskussionens tid forbi, så må de soldater vide, at den alvorlige, vanskelige, nødvendige og store opgave, de er med til at løse, er en, som vi står bag. Beslutningen vil snart være truffet. Herefter må Folketinget støtte dem, som løser opgaven. Vi er uenige om tidspunktet, men de fleste af os er jo enige om formålet, og det skal soldaterne vide. Og flertallet mener altså: Tiden er nu.

Næste