Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg vil gerne takke for 2 dages lange debatter og for
udvalgsarbejdet, hvor vi har vendt alle mulige elementer,
problemer og hjørner og sider i forbindelse med
problematikken omkring deltagelse i opgøret med Saddam
Hussein og hans masseødelæggelsesvåben.
Jeg kan fuldstændig bekræfte hr. Mogens Lykketoft i, at
vi var enige. Vi var enige om at støtte FN; vi var enige om
at støtte Sikkerhedsrådet; vi var enige om at gå ad
FN-sporet. Det er da klart, det er da det, vi havde håbet på
hele tiden skulle kunne føre til målet.
Vi kunne jo også konstatere i mandags, at FN-sporet
endte blindt, fordi de forskellige parter i FN havde sat
hinanden skakmat, og de kunne ikke komme til en ny
beslutning - som regeringen aldrig havde forlangt; vi havde
ikke bedt om en ny resolution, vi havde støttet
Sikkerhedsrådet, hvis det kunne komme til en beslutning.
Men når et spor ender blindt, må man jo gå tilbage ad
sporet til den næstsidste station, hvor den sidste beslutning
er blevet truffet. Det var beslutningen fra november måned,
1441, der henviser til og genbekræfter 678 og 687 fra 1990 og
1991. Det mener jeg er logisk, for ellers ville det jo
betyde, at verdenssamfundet havde opgivet alle sine tidligere
løfter og beslutninger om at afvæbne Saddam Hussein for hans
masseødelæggelsesvåben.
I den situation var det jo tydeligt, som vi også har
fået bekræftet her og fik bekræftet forleden, at
Socialdemokratiet ikke ville være militært med. Det er jo
heller ikke det tilbud, hr. Mogens Lykketoft står og giver
her, det var heller ikke det tilbud, vi fik fra hr. Nyrup
Rasmussen forleden dag, det var det humanitære tilbud.
Men vores opfattelse er, som den var i forbindelse med
Afghanistan, at det er nødvendigt med en trestrenget indsats:
en militær indsats, en humanitær indsats og en
stabiliseringsindsats. Man må jo gå ind militært for at få
fjernet Saddam Hussein med hans masseødelæggelsesvåben, som
jeg skal vende tilbage til om lidt.
Så må man samtidig gå ind humanitært, og der er vi enige
med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Dansk
Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti og
Kristeligt Folkeparti om, at i den situation er det vigtigt,
at man hjælper den nødstedte, forsømte og undertrykte
irakiske befolkning.
Kl. 18.30
Det er jo rigtigt, som Kofi Annan markerede, og som hr.
Niels Helveg Petersen refererede, at det klart er en følge af
krigens love, at de, som går ind i et territorium med
henvisning til kapitel 7, som altså er FN's opfordring til
væbnet indsats for at få fjernet masseødelæggelsesvåben, også
har ansvaret for ro og orden i området.
Det havde man også i 1998, så der er ikke noget nyt i
det. Det gjaldt, da hr. Niels Helveg Petersen traf beslutning
i 1998. Det gælder lige så vel nu. Det gjaldt også i 1991, da
man traf den beslutning. Det står vi ved.
Men det gør vi, fordi problemet er Saddam Hussein,
Saddam Husseins overtrædelse af alle
sikkerhedsrådsresolutionerne, faren for, at hans regime
udvikler våben, som er destruktive, myrdende i massevis i
omgivelserne og længere og længere væk, som hans
missilteknologi efterhånden gør det muligt.
Han har skjult de masseødelæggelsesvåben. Hans Blix
bekræftede i morges i fjernsynet, at han har dem. Vi kan jo
også se, når vi ser CNN, at man forsyner mennesker, som er i
kampzonen, med masker, fordi man præcis ved og regner med, at
han har de masseødelæggelsesvåben.
Og havde han ikke de masseødelæggelsesvåben, så havde
han jo dokumenteret, at han ikke havde dem. Det er jo også
det, Hans Blix har skrevet i sine rapporter, at det jo ikke
havde taget ham lang tid at samarbejde øjeblikkeligt og helt,
så kunne det være gjort hurtigt. Det sagde han i rapporten
fra begyndelsen af februar: så kunne det være gjort hurtigt.
Men han samarbejdede jo netop ikke.
Jeg skal så her for god ordens skyld - for jeg synes,
der er diskuteret meget teknik, og det er i orden - gøre
opmærksom på, hvad det drejer sig om.
Med hensyn til VX-nervegas og sennepsgas - altså inden
for det kemiske område - har Irak erkendt, at man har
produceret 4 t VX-nervegas, hvoraf 2 dråber på huden er
dødbringende. 4 t VX-nervegas, og bare 2 dråber på huden er
dødbringende. Man kan ikke redegøre for, hvad der er sket med
det. Man kan endvidere ikke redegøre for 6.500
sennepsgasgranater. USA vurderer, at Irak for tiden har
100-150 t kemiske våben, nok til 16.000 sprænghoveder.
Hvis vi tager de biologiske våben, så er det primært
miltbrand. Man kan ikke redegøre for 8.500 l miltbrand. USA
mener, at de kan have produceret op til 25.000 l, nok til 400
bomber.
Herudover har Irak eksperimenteret med pest, tyfus,
kolera, pølseforgiftning. Man kan heller ikke her redegøre
for betydelige mængder af vækstsubstrater for bakterier.
Det er altså ikke noget, man kan tale sig fra. Det er
noget, man er nødt til at reagere på. Dette er problemet. Det
er dette, 45 lande på den ene eller den anden måde har
sluttet sig til skulle fjernes. Det er det, som FN har
anmodet om i striber af resolutioner.
Men som tiden er gået, har man diskuteret sig fra det
egentlige. Det egentlige er jo de ting, jeg nævnte, det er jo
det egentlige. Så har man diskuteret teknikaliteter. Så har
man diskuteret tidsfaktoren, som om tidsfaktoren, når der er
gået 12 år og 4 måneder, virkelig skulle løse det hele. Det
er altså pludselig at have en tillid til Saddam Hussein, som
han aldrig nogen sinde har givet grund til at man skulle
have.
Kapitel 7 i FN-pagten tilsiger, hvis Sikkerhedsrådet
anmoder om det, at man kan gå ind væbnet for at fjerne en
statsleder med hans masseødelæggelsesvåben, som er til fare
for fred og sikkerhed. Derfor kan man ikke, som mange har
sagt i dag, gå ind hvor som helst mod hvem som helst. Nej,
det kan man kun mod dem, hvor det er vedtaget efter kapitel
7. Og det gælder altså Irak.
Det er klart, at den tvivl og den interne strid, der har
været, og den splittelse, som vi også oplevede i dette
Folketing, i EU, i NATO og i FN, naturligvis kun har gavnet
Saddam Hussein og fået ham til at tro på, at han ved små
løfter og små former for accept hist og pist - nede i det
hjørne, han har kunnet klare - kunne trække det ud i det
uendelige, så det hele ville falde fra hinanden.
Men alternativet til at reagere nu ville jo være, at det
med tiden faldt fra hinanden. Det var jo helt tydeligt, at
splittelsen blev større og større. Og det vil sige, at så
ville intet af det, jeg har nævnt, mine herrer og damer,
intet af det ville jo blive fjernet. Og han ville vide, at
intet kunne ske ham igen, og at han dermed kunne udvikle og
udvikle sine våben og blive en større trussel for sine
omgivelser i større og større afstand fra Irak, for
missilteknologien var jo heller ikke noget, han afstod fra,
den har han udviklet lige til det sidste.
Så derfor: Hvis ikke det var nu, hvornår var det så? Har
man først svaret »nu« på det spørgsmål, er man altså nødt til
at sige: O.k., har vi sagt, at det er nu, må vi også være
med. Man kan jo ikke bare sige, at det er nu, men så kan I
andre i øvrigt gå ind og gøre det.
Kl. 18.35
Det er, som Martin A. Hansen skrev i sin vurdering af
Anden Verdenskrig, at skulke sig fra det egentlige, det er at
lade andre tage ansvaret. Så er man, som han skrev, en flue.
Vi vil ikke være fluer i flasken, vi vil tage vores ansvar,
som hr. Niels Helveg Petersen også sagde i 1998, vi vil tage
vores ansvar og føre en aktiv udenrigspolitik.
Man må tage konsekvenserne af holdningerne - det er
derfor, dette beslutningsforslag er her - og 45 lande har
altså på den ene eller den anden måde tilsluttet sig
koalitionen, der nu vil følge FN's opfordring om at anvende
kapitel 7 og fjerne hans masseødelæggelsesvåben.
Vi skal så sikre den humanitære indsats. Vi skal sikre
den humanitære bistand. Vi skal sørge for, at FN-systemet,
hvis ønsker vi opfylder, stadig væk har en central rolle og
får, som vi alle ønsker, en større og større rolle i
fremtiden. Men det kræver jo så også, at Sikkerhedsrådet er i
stand til hele tiden at træffe beslutninger, hvis man ønsker
de gamle ophævet.
Vi ønsker at støtte FN, styrke FN, og i den humanitære
indsats ønsker vi FN; den danske regering har jo også givet
bidrag til FN i forbindelse med den humanitære indsats og er
indstillet på at give mere.
Vi ønsker, at EU skal spille en rolle, og vi blev enige
i går på topmødet om, at EU ville spille en samlet rolle,
uanset hvad forskellige kommissærer har sagt - nogle har i
dag været inde på splittelsen i Kommissionen - og der blev
man på topmødet i går enige om, at EU skal spille en rolle og
bevilge penge til den humanitære nødhjælp og genopbygning og
samtidig samarbejde med FN.
Vi er også blevet enige om, at vi skal være med til at
stabilisere og genopbygge samfundet, stabilisere det civile
samfund, som kommer til bagefter, og her skal FN have en
rolle, en central rolle, og EU vil være med til at støtte
det. Og der er vi jo så inde med en forpligtelse til os selv,
som vi var det i Afghanistan. Det er den samme strategi, vi
følger, og der var vi jo bredt enige.
Der vil jeg godt tilsige hr. Jann Sjursen og hr. Frank
Jensen, som har efterlyst det, at der vil vi naturligvis være
i kommunikation, i samtale med de partier, der ønsker at være
med til at levere en humanitær og stabiliserende indsats.
Vi har også satset meget på for at få fred i regionen,
at mellemøstprocessen skulle fremmes. Det blev også bekræftet
i går på topmødet, hvor man udsendte en erklæring, hvor det
understreges, at den køreplan, som Danmark tog initiativet
til, er den køreplan, som skal forelægges for parterne, og
ikke en tilfældig anden køreplan. Og det er, som Condoleeza
Rice har sagt, ikke til forhandling, det er til præsentation,
men selvfølgelig med ret til kommentarer.
Nu er så beslutningens øjeblik kommet. Nu appellerer jeg
til, at vi står sammen bagefter omkring de soldater, som så
sendes ud for at løse en stor, vanskelig og nødvendig
international opgave.
Jeg har også med glæde konstateret, at hr. Frank Jensen
præcis strakte hånden ud til det i sin tale, og hr. Niels
Helveg Petersen tror jeg sagde det i går, at når beslutningen
er truffet, samler man sig selvfølgelig bag den beslutning,
og så støtter man selvfølgelig de soldater, der er ude. Så er
diskussionens tid forbi, så må de soldater vide, at den
alvorlige, vanskelige, nødvendige og store opgave, de er med
til at løse, er en, som vi står bag.
Beslutningen vil snart være truffet. Herefter må
Folketinget støtte dem, som løser opgaven. Vi er uenige om
tidspunktet, men de fleste af os er jo enige om formålet, og
det skal soldaterne vide. Og flertallet mener altså: Tiden er
nu.
