Forrige

(Kort bemærkning). Birthe Rønn Hornbech (V):
Nu synes jeg ikke, vi skal blande Rundetaarn og et tordenskrald sammen, vel?
     Når Dansk Folkepartis ordfører henviser til grundlovens
§ 41, så er det altså spørgsmålet om, hvor meget man har lov at ændre et lovforslag undervejs. Det er ikke det, som vi andre partier har talt om. Vi har talt om, at vi har nogle aftaler herinde i Folketinget med den tidligere regering om lovkvalitet, og dem står vi i hvert fald ved, hvad enten vi er i regering eller i opposition. De indebærer bl.a., at der skal være høringsrunder, som går på, at en minister skal vise større åbenhed og service over for Folketinget og oversende lovudkast, men naturligvis under den forudsætning, at en regering kan forbeholde sig ret til en politisk behandling af det, inden det bliver fremsat som lovforslag. Det, Dansk Folkeparti har forbrudt sig imod her, er den parlamentariske kultur i Folketinget. Det er derfor, alle vi andre partier har reageret så voldsomt stærkt. Det er parlamentarisk kultur, det er ikke grundloven. Vi har heller ikke påberåbt os grundloven. Vi har påberåbt os de parlamentariske spilleregler, som alle andre partier her i Folketinget er enige om.

Næste