Forrige

(Kort bemærkning). Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg tror, at i forhold til det oplysende arbejde betyder det ikke det store, om man omdeler det ene eller det andet stykke papir med nogle lovparagraffer.
     Så jeg vil gerne forklare endnu en gang forklare for fru Pia Christensen, hvorfor en særlov vil være problematisk, hvis det, man ønsker at signalere, er, at straffen skal være så barsk som mulig.

Kl. 13.15

     Vi har i dag særlovgivning på en lang række områder. Vi har det med færdselsloven, vi har det med udlændingeloven, vi har det på mange områder. Der er regelsættet sådan i dag, at hvis det er en særlov, at jo, så er det en lovovertrædelse, men vi har et princip om, at når vi taler om de alvorlige forbrydelser, hvor samfundet for alvor siger fra, så benytter vi straffeloven. Det er den skarpeste kniv i skuffen.
     I dag straffes omskæring af piger i Danmark med straffeloven. Igen vil jeg gerne understrege, for at jeg ikke skal anklages for at ville skyde Dansk Folkeparti skjulte motiver i skoene, for jeg er helt stensikker på, at det ikke er det, der er Dansk Folkepartis hensigt, at hvis man gør, som Dansk Folkeparti foreslår, og ikke har det som den skarpeste kniv i skuffen, men bruger en lidt sløvere kniv i form af en særlov, vil det være et signal om at nedkriminalisere området. Det bliver jeg bare nødt til at fastholde, for det er den juridiske opfattelse, som man vil have ved at etablere en særlov på det her område. Derfor mener vi, at langt det bedste, såfremt intentionen er at sende et signal om, hvor alvorligt man ser på den her forbrydelse, er at placere den i straffeloven. Derudover er jeg helt enig i det, som både fru Pia Kristensen og fru Birthe Skaarup har sagt om, at hvis vi skal det her til livs, er det en holdningsbearbejdning, og så er det meget væsentligt, at der er materiale også i form af klar lovgivning, som man kan bruge i dialogen med de her grupper. Det er også derfor, at der bliver indsat en ny paragraf i straffeloven, der kan bruges i det arbejde.

Næste