Forrige

IT- og forskningsministeren (Birte Weiss):
Hr. Søren Kolstrup er aldeles uskyldig i, at det er et forkert spørgsmål, for det bygger jo på den skæve formulering, der var på hjemmesiden fra Teknologirådet.
     Hvis der i de øvrige spørgsmål indirekte ligger, om der er nye toner på vej i GMO-debatten, så er svaret nej. Det er der overhovedet ikke. Regeringen står aldeles fuldstændig bag den politik, som miljøministeren fører på regeringens vegne i det her spørgsmål.
     Så til udlægningen af mit første svar: Nej, der er ikke tale om, at der bliver lavet en større åben møderække i Teknologirådets regi. Der er tale om, at der bliver afholdt ét møde med den kreds, som jeg nævnte her, og det er et lukket møde.
     Så har jeg forstået, at man i en række andre lande, inspireret af det man så diskuterer her i landet, vil tage det yderligere op. Og med hensyn til informationen, altså hvem informationen skal gå til, kan jeg sige, ja, det er bl.a. til dem, som jeg nævnte her, og det vil sige, at svaret er, at det er til den brede offentlighed.
     Men det er ikke noget med, at holdningerne til GMO er til diskussion. Nej, det er et spørgsmål om, hvordan man bedst muligt kan få en nuanceret, en god og spændende debat i den brede offentlighed om de her spørgsmål.
     Dermed har jeg også besvaret det, der blev spurgt om med klimaet. Jeg mener i øvrigt, at vi har et godt klima for debatten om GMO her i landet, og det er netop, fordi vi har det, at man også godt vil blive lidt klogere i udlandet på, hvordan vi egentlig har båret os ad med at skille os så godt fra den opgave.

Næste