Forrige

Undervisningsministeren (Margrethe Vestager):
Nej, jeg deler ikke den opfattelse, og det er heller ikke mit indtryk, at nogle forældre synes godt om de ændrede forhold under skolestarten, fordi de får klaret et pasningsproblem. Tværtimod er det jo sådan, at langt, langt de fleste børn i dag er passet efter skoletid, fordi de går i skolernes fritidsordninger eller i forskellige former for klubtilbud.
     Der er ganske mange fortolkninger af, hvad helhedsskolen går ud på, dels i form af en bedre helhed og en bedre sammenhæng i indskolingen fra 0.-3. klasse, dels en bedre sammenhæng i den obligatoriske skoledag. Men der er også nogle, som finder, at de børn, som ikke har forældre, som har lejlighed til at være sammen med børnene efter den obligatoriske skoledag, eller børn, som ikke har lejlighed til at være sammen med kammerater eller under pasning, som det udtrykkes, på vejen, at de børn bør gives muligheder for at få f.eks. et rum med ro, hvor de kan forberede næste dag,

få adgang til pc'er, komme ind i nogle aktiviteter, som de ellers ikke ville have lejlighed til.
     Jeg tror, vi får en meget spændende drøftelse hen over foråret. Jeg tror hovedfokus vil være på, hvordan man kan sikre, at skolen bliver stadig bedre og kan rumme de mange forskellige ting, som små børn faktisk synes at være skabt til, nemlig ikke kun undervisning i en klassisk klassesituation, men også det mere eksperimenterende, legende og fysisk udfordrende.

Næste