Forrige

Frank Dahlgaard (UP):
Jamen jeg ser da også frem til den evaluering, der skal være, og håber, at der er nogle kræfter på den borgerlige side i Folketinget, der er vågne og står imod. For den bedre sammenhæng, der skal være i børnenes hverdag, er jo den, vi jo selv som voksne ikke ønsker. Og børn er såmænd ikke så forskellige.
     Vi ønsker da ikke, at arbejdslivet f.eks. her i Folketinget skal være ligesom derhjemme, at vi skal møde de samme mennesker, så vi ikke skal forholde os til så mange. Børn elsker da, at der sker noget. Børn kan sagtens forholde sig til masser af forskellige mennesker. Børn skal da virkelig have afveksling i deres dag. Men det er ikke det, helhedsskolen lægger op til. Vil ministeren ikke medgive, at det synspunkt er lødigt? Så kan man være enig eller uenig.
     Det hele bliver én stor pædagogisk grød, hvor - jeg havde nær sagt - børnehave og skole rodes sammen i ét, og man skal forholde sig til den samme institution og de samme mennesker gennem én lang institutionaliseret dag. Hvorfor skal børnene ikke have den samme afveksling og mulighed som os voksne?

Næste