L 181
Forslag til lov om ændring af lov om vægtafgift af
motorkøretøjer m.v., lov om afgift efter brændstofforbrug
for visse personbiler og lov om registreringsafgift af
motorkøretøjer m.v. samt ændring af ligningsloven.
(Skattestop, afgiftsnedsættelse for miljøvenlige
motorcykler, afgiftsfritagelse for køreskolebusser,
godtgørelse af registreringsafgift ved udførsel af biler og
motorcykler, ændrede regler for brugte biler m.v. samt
ændret firmabilbeskatning af varebiler).
Af skatteministeren (Svend Erik Hovmand).
Lov nr 342 af 27. maj 2002
Ordførere: (1.beh) Peter Christensen (V), Jacob Buksti
(S), Mikkel Dencker (DF), Charlotte Dyremose (KF), Aage
Frandsen (SF), Anders Samuelsen (RV), Keld Albrechtsen (EL)
og Ole M. Nielsen (KRF).
Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Resume:
Med loven foretages følgende ændringer:
- De regulerede satser og beløbsgrænser for
motorafgifterne fastholdes på
2002-niveau. For registreringsafgiften
ophæves tillægget i
reguleringsmekanismen, når det gælder
beløbsgrænserne for den afgiftsfrie del
af motorcykler, og 105 pct.-delen, når det
gælder motorcykler og personbiler m.v.,
mens den del af reguleringen, der
anvendes for andre regulerede afgifter og
beløbsgrænser i skatte- og
afgiftslovgivningen, bibeholdes. For
store varebiler ophæves både
reguleringsmekanismen for den afgiftsfrie
bundgrænse og maksimum for afgiften.
- Der indføres et midlertidigt nedslag i
vægtafgiften for nye motorcykler, der
opfylder de vejledende skærpede
udledningsnormer, der forventes
gennemført i 2006.
- Busser, der alene anvendes til brug ved
undervisning af køreskoleelever, fritages
for registreringsafgift.
- Der indføres en godtgørelsesordning for
registreringsafgift af brugte køretøjer,
som udføres fra Danmark.
- Vurderingsproceduren ændres således, at
vurderingsmyndigheden kan fastsætte den
afgiftspligtige værdi af et køretøj på
baggrund af oplysninger fra Statens
Bilinspektion for den overvejende del af
de brugte indførte biler og motorcykler.
- Der gennemføres en mere skematisk
afgiftsberigtigelse af nyere brugte
biler.
- Kontrollen med genihugning af stelnumre
flyttes fra de statslige told- og
skattemyndigheder til Statens
Bilinspektion.
- Firmabiler på gule plader, hvor der ikke
er betalt tillæg for privat anvendelse
efter vægtafgiftsloven, omfattes ikke
længere af ligningslovens bestemmelser om
beskatning af rådighed over fri bil.
Baggrund:
Det fremgik af bemærkningerne, at formålet med
lovforslaget bl.a. var at gennemføre forenklinger, mere
forudsigelighed og mindre administration samt at fremme
udviklingen i retning af renere teknologi og nedbringe
behovet for førelse af kørebøger for firmabiler.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 55 stemmer (V, DF og KF) mod 45
(S, SF, RV, EL og KRF).