L 55
Forslag til lov om ændring af ligningsloven.
(Hjemme-pc-ordning samt skattefrihed for arbejdsgiverbetalt
datakommunikation).
Af skatteministeren (Svend Erik Hovmand).
Lov nr 263 af 8. maj 2002
Ordførere: (1.beh) Kristian Jensen (V), Thomas Adelskov
(S), Mikkel Dencker (DF), Charlotte Dyremose (KF), Aage
Frandsen (SF) og Anders Samuelsen (RV).
Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Resume:
Loven indfører mulighed for, at en arbejdstager kan
foretage et ligningsmæssigt fradrag for de udgifter,
arbejdstageren selv afholder til en hjemme-pc-ordning, dog
højst 3.500 kr. årligt. Det er en betingelse, at
arbejdsgiveren afholder minimum 25 pct. af udgiften ved at
stille computeren med tilbehør til rådighed.
Endvidere indfører loven skattefrihed for
arbejdsgiverbetalt datakommunikation, når arbejdstageren
via dataforbindelsen har adgang til arbejdsstedets netværk.
Baggrund:
Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at forslaget
havde til formål at fremme anvendelsen af it og det
generelle it-kompetenceniveau samt at fremme etableringen
af egentlige hjemmearbejdspladser.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 59 stemmer (V, DF, KF) mod 44
(S, SF, RV og EL); 2 (KRF) stemte hverken for eller imod.