Forrige

(Kort bemærkning). Birthe Rønn Hornbech (V):
Venstres holdning er, at vi kan støtte de bestemmelser i straffeloven, som de er formuleret i forslaget, men vi ser naturligvis aldrig bort fra, at der et sted i universet findes et genius, der kan formulere det bedre, men han var i hvert fald ikke til stede til høringen i går.
     Jeg synes, hr. Søren Søndergaard skal lægge sine forslag frem, så vil vi da meget gerne diskutere dem.
     Med hensyn til spørgsmålet om, hvad der skal overlades til Højesteret, ved jeg ikke, om hr. Søren Søndergaard læser de bøger, jeg udgiver, men det er faktisk et af de områder, jeg har været meget optaget af. Jeg er fuldkommen enig med Gorm Toftegaard Nielsen - og vist også med hr. Søren Søndergaard - i, at vi ikke skal overlade politiske opgaver til Højesteret. Man skal altid være opmærksom på i sin lovgivning at få den så præcis som muligt, så det ikke overlades til domstolene at afgøre ting, der henhører under den lovgivende, den folkevalgte, forsamling. Det siger sig selv.
     Alle gode kræfter fortsætter i Retsudvalget. Jeg tror bare ikke, at der er nogen, der er ret meget i tvivl om, hvad demokratiske værdier er. Det er ligesom lidt med de nullermænd, vi talte om i går, at de kan måske være svære at beskrive. Vi ved jo godt, hvad en terrorist er set ud fra et demokratisk synspunkt, i hvert fald set ud fra et liberalt synspunkt er vi ikke i tvivl.

Næste