Forrige

Justitsministeren (Lene Espersen):
Først til fru Line Barfod og spørgsmålet om den internationale debat. Jeg sagde måske tingene på en lidt anden måde, men det var i princippet sådan set de samme synspunkter, som jeg mener fru Elisabeth Arnold gav udtryk for, nemlig at man har brugt år og dag for at se, om man kunne nå til enighed om det her spørgsmål, uden at det er lykkedes. Og jeg synes faktisk, det er ganske godt, at man så har valgt at sige: Nu bliver vi nødt til at prøve at se, om ikke vi kan nå hinanden i fællesskab.
     Det lykkedes så heldigvis, både for så vidt angår det, at vi i sikkerhedsrådsregi fik vedtaget en meget vidtgående resolution, men naturligvis også for så vidt angår det, at man i EU blev enig om en fælles terrorismedefinition.

Kl. 11.45

     Jeg tror også, det var fru Line Barfod, der antydede, at der sådan set ingen grund var til at vedtage noget som helst, for det hele var sådan set strafbart i dag. På nogle områder er der jo altså en udvidelse, for så vidt angår finansiering. Det håber jeg vi er enige om.
     Over for fru Sandy Brinck kan jeg blot bekræfte, at det er fuldstændig korrekt, at det her jo kun skal ses som et enkelt element i de samlede bestræbelser på at gøre hele verden til et bedre, et mere demokratisk og mere stabilt sted, hvor vi lever i fred, en verden, hvor vi forhåbentlig også kan komme fattigdommen til livs og give alle mennesker de grundlæggende rettigheder. Det er jeg fuldstændig enig med fru Sandy Brinck i. Jeg har med vilje ikke rigtig villet inddrage det i den her debat, for så var der måske nogen, der kunne beskylde mig for, at hvis man ikke stemte for det her lovforslag, var man ikke interesseret i at opnå disse ædle formål. Det er jeg nu helt sikker på at alle partier i Folketinget er under alle omstændigheder.
     Til hr. Søren Søndergaard må jeg blot sige, at jeg sådan set godt kan forstå, at der er en del forvirring om de her lister, man benytter til indefrysning af midler osv. Jeg kan godt forstå, der er en del forvirring med hensyn til, hvad det ene betyder, og hvad det andet betyder, og hvad sammenhængen er mellem FN og EU. Jeg erkender fuldt ud, at det ikke er noget, der er meget klart og enkelt lige at overskue, men jeg synes faktisk, at vi i hvert fald i besvarelsen af de spørgsmål, der har været på sagen, har gjort vores bedste for at forklare sammenhængen - og nok endnu mere den manglende sammenhæng - mellem de forskellige dele af det.
     Det, der er væsentligt at fastslå for mig i dag, er altså, at det er de danske domstole, der går ind og vurderer en organisation; det er ikke de lister, man i EU-kredsen bliver enige om.

Næste