Forrige

(Kort bemærkning). Birthe Rønn Hornbech (V):
Jeg tror ikke, det var fru Line Barfods mening, at det skulle lyde, som om vi slet ikke har taget det her alvorligt og har arbejdet hårdt med det, men jeg vil alligevel godt sige her fra Folketingets talerstol, at det var den forrige regering, der, godt nok under tidsmæssigt pres, fremsatte forslaget. Vi tog det op igen, gennemgik det nøje, ordførerne, og der blev fremlagt et forslag med nogle ændringer.
     Derefter har der været høringer. Der er masser af papirer. De, der har haft lyst, har kunnet få den ene tekniske gennemgang efter den anden i Justitsministeriet. Vi har jo virkelig forsøgt at præcisere de her begreber i det omfang, det overhovedet er muligt, men vi må jo erkende, at det nok heller ikke altid er de samme, som vi anser for terrorister, og vi må også erkende, at det er meget vanskeligt at få beskrevet det her begreb, og at nå til enighed med Enhedslisten har jeg nu godt nok været klar over nok var vanskeligt.
     Så siger fru Anne Baastrup: Jamen her er jo andre retssikkerhedsmæssige problemer. At vi giver politiet mulighed for at få de samme beføjelser over for moderne teknologi, som de har haft tidligere, er ikke en udvidelse af politiets beføjelser. Hele logningsproblematikken, som jeg ikke skal trætte med her, giver jo ikke i sig selv udvidede beføjelser for politiet. Det har været meget vigtigt for mig, for det er også en af de bestemmelser, jeg ikke elsker, og den kommer vi jo til at se på igen senere.
     Men det skal altså understreges, at dette, at nogle pålægges at gemme oplysninger, altså ikke giver politiet større mulighed efter retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Næste