Margrete Auken (SF):
Jeg sad lige og tænkte på, at man også kunne have læst hele
lederen fra International Herald Tribune ordret op i dag. Så
ville vi i hvert fald blive beskyldt for antiamerikanisme, så
det ville noget i forhold til, hvad der er blevet sagt.
Vi har haft en hård debat, og den har været lang. Og jeg
tror, at det er vigtigt, at regeringen gør sig klart, at det,
som får os alle sammen op i højeste gear, er rædslen for,
hvad der vil ske nu. Her er vi nødt til at være opmærksomme
på, at hele Mellemøsten tager USA's påberåbelse af
FN-resolutioner meget lidt alvorligt.
Uanset den diskussion, vi har haft i dag, uanset om der
er den ene eller den anden fortolkning, så har man ingen
tillid, fordi USA systematisk har accepteret, at Israel endnu
mere systematisk har blæst på alle de resolutioner, der har
været vedtaget i stort set hele FN's tid. Man har set bort
fra dem, og man har stort set også i verdenssamfundet og i
hvert fald i USA accepteret, at Israel kunne gøre, som de
ville. Og det er ikke bare den regering, vi har nu; det er
sådan set også den forrige amerikanske regering, der har
taget ufattelig let på det.
Derfor kommer den opfattelse til at brede sig, at det,
der gælder i Vesten, er rule of war eller rule of power og
ikke rule of law, og at man dertil har en mildt sagt
racistisk holdning til det. Når det er arabere, hvad enten de
måtte være muslimer eller kristne, ja, så accepterer man
altså, at deres land bliver taget, at deres livsgrundlag
ødelægges, at man maser sig ind over dem, at man undertrykker
og umenneskeliggør dem, for nu at brug det ord, der
ustandselig dukker op i de her sammenhænge.
Vi har set her i den sidste lange periode, at man myrder
løs fuldstændig hensynsløst og uden at tænke på det. Man
siger ganske vist, at det er en formodet terrorist. Så røg
der lige par israelere med her forleden dag, som man bare
plaffede løs på, fordi man skyder på alt, hvad der bevæger
sig i det område dér, for det kan man jo gøre. Man går ud
fra, at det nok bare er arabere.
I den sammenhæng er det ganske rystende, at der ikke har
været hårdere stemmer imod det. Jeg ved godt, at den danske
regering forsøgte at tage tråden op også fra det, der var i
den forrige regering med hr. Mogens Lykketoft, forsøgte at
tage det op igen og sige, at det faktisk er vigtigt, at vi
går ind og tager dette alvorligt. Der skal ikke være kritik
på det punkt af den danske regering, for det gjorde man.
Det, man til gengæld også har accepteret, er, at der
bliver blæst på det fra USA's side.
Kl. 18.40
Så skal jeg hertil føje, at vi alle sammen og med glæde
bemærkede, at da USA så tog til Azorerne - det var så der,
man måtte tage hen, da man sådan virkelig skulle samle
verdenssamfundet til den store aktion her - så rømmede man
sig sådan lige lidt i forhold til Sharon. Men heller ikke
mere, og troværdigheden hænger i en meget tynd tråd, for så
vidt som den overhovedet er til stede i Mellemøsten.
Derfor bliver spørgsmålet til regeringen nu angående
Mellemøsten, angående Palæstina-Israel: Vil vi nu se den
danske regering - og her er der altså faktisk muligheder for,
at den danske regering kan gøre noget - komme op i et
omdrejningstal, sådan at resten af verden kan høre, at her er
vi altså til sinds at få internationale regler respekteret,
at få FN-resolutioner respekteret, og nu vil Danmark gøre en
indsats?
Når jeg appellerer voldsomt til, at vi gør det, så
skyldes det selvfølgelig hensynet til retfærdigheden i
Palæstina eller på Vestbredden osv., det skyldes hensynet til
respekten for folkeretten. Det skyldes altså også lidt, at
jeg frygtelig gerne snart så Danmark gøre en lille smule for
at beskytte sig mod det elendige og livsfarlige selskab, vi
er ved at anbringe os i nu i en situation, hvor folk bliver
desperate.
Jeg kan fortælle udenrigsministeren, at jeg her forleden
dag talte med en gammel modstandsmand, en præst, som var
blevet interviewet i radioen, og vi kom så til at snakke om
det, der sker i Palæstina. Så sagde han til mig: Ved du hvad,
Margrete, jeg kan godt forstå selvmordsbomberne.
Så skreg jeg jo op i den anden ende: Det må du ikke
sige! Så sagde han: Ved du hvad, hvis det havde været mig, og
det er ikke noget med at blive martyr, men når man kommer
dertil, at man ikke kan se veje ud af sit liv, og der ikke er
andet at gøre, og at vreden i forvejen har ødelagt én sønder
og sammen, så kan jeg godt forstå det.
Det er meget sjældent, vi hører nogle af de kristne
palæstinensere sige det her, men man kan altså hos folk, der
erindrer, hvad der skete med dem i modstandsbevægelsen, sige,
at de sådan set godt forstår det.
Det er frygteligt, når vi begynder at forstå sådan nogle
ting. Det er frygteligt, når mennesker begynder at kunne se,
at det ligesom er det, man har tilbage.
Så jeg vil meget appellere til, at regeringen nu vil
love os, at der er andre stemmer i dem, der nu støtter denne
her krig, end dem, der bare er flintrende ligeglade med
araberne i Palæstina.