Frank Jensen (S):
Vi befinder os i en dybt alvorlig situation. Krigen er i
gang. Ja, der er argumenter for at intervenere militært for
at afvæbne den brutale diktator Saddam Hussein i Bagdad.
Socialdemokratiet har tidligere i opposition og i
regering støttet, at Danmark handlede militært over for
Saddam Hussein, og vi var også klar til at gøre det igen. Men
vi kan ikke støtte den linje, regeringen har lagt, og det
beslutningsforslag, som regeringen har fremsat.
Krigen kommer på et grundlag og et tidspunkt, hvor alle
andre muligheder ikke er udtømte, og hvor der var en mulighed
for en afvæbning af Saddam Hussein på et andet grundlag end
militær magt. FN's våbeninspektører med dr. Blix i spidsen
gjorde fortsat fremskridt, og de var klart af den opfattelse,
at det kunne de også gøre i den kommende tid. De var klart af
den opfattelse, at der var en vej at gå.
Det er også vores klare opfattelse, at hvis der ikke var
det, som det var tilfældet i 1998, måtte det være FN's
Sikkerhedsråd, der på grundlag af resolution 1441 skulle
træffe beslutning om, hvornår nok er nok. Nu står FN så
ydmyget tilbage.
Kl. 11.25
Også FN's generalsekretær har advaret imod den
beslutning, som en lille gruppe lande med USA's præsident i
spidsen og Storbritannien har taget. Og Danmark bakker nu
op om den linje, som den amerikanske præsident har lagt.
Regeringen vil ikke forfølge FN-sporet til det sidste.
Regeringen valgte at lave et sporskifte, og det beklager vi
dybt. Vi var af den klare opfattelse, at vi så fuldstændig
ens på det her, sådan som vi gjorde det i 1991, sådan som vi
gjorde det i 1998, og sådan som vi har gjort det helt indtil
begyndelsen af indeværende uge.
Vi håber på, at den militære aktivitet og krigen bliver
kortvarig og med så begrænsede tab som muligt, men vi frygter
det værste. Vi frygter, der lides store tab, og at vi får en
højere grad af destabilisering i regionen, og vi frygter, at
det her kan udløse terroraktioner ude i verden. Vi er nødt
til som ansvarlige politikere også at være realistiske i
vores vurdering af konsekvenserne.
Den alliance, som Danmark nu skal bidrage til militært i
Irak, er meget snæver. Vores lære er jo i øvrigt fra
tidligere militære interventioner både i Irak og også i
Eksjugoslavien, at det at samle bred international alliance
er helt afgørende. Det var også læren efter 11. september
2001 med de modbydelige terrorangreb på USA, og her handlede
den amerikanske præsident klogt og velovervejet.
Vi synes ikke, at den beslutning, som den amerikanske
præsident har truffet i den nuværende situation, er
velovervejet eller er inden for folkerettens grund. I den
sag, vi står over for nu, er ingen af delene opfyldt, altså
det, der lå til grund for beslutningerne i 1990'erne, og der
er ingen bred alliance. Den er meget, meget snæver. USA,
Storbritannien, Australien og Danmark er de eneste lande, der
vil stille militære bidrag med robust mandat. Så er der
Spanien, Polen, Letland, Rumænien, Tjekkiet og Slovakiet, som
vil stille med militær bistand, men uden robust mandat.
Den politiske situation er værre end noget tænkeligt
scenarie: splittelse i FN, i NATO, i EU og på vores egne
breddegrader også splittelse mellem os og de øvrige nordiske
lande. Regeringen isolerer Danmark fra vores nordiske venner.
Så er der det juridiske. Jeg blev belært ved
førstebehandlingen om, at jeg ikke kunne udtale mig om det
folkeretlige grundlag, da jeg ikke er jurist. Det blev jeg
belært om af Venstres ordfører fru Gudrun Laub. Og det er jo
så sandt, som det er sagt, for det er jeg ikke. Men jeg må
nok sige, at i det her spørgsmål tillægger jeg Danmarks
tidligere udenrigsminister, hr. Niels Helveg Petersen, større
indsigt i folkeretten end fru Gudrun Laub. Også hr. Niels
Helvegs uddannelsesmæssige baggrund som jurist må siges her
klart at overtyde fru Gudrun Laubs folkeretlige indsigt.
Og jeg er fuldstændig enig i, også med mit eget kendskab
til juraen, at det grundlag, hvorpå vi handler folkeretligt
her, bestemt ikke på nogen måde er solidt, tværtimod. Vi er
ude i et politisk og juridisk morads, som desværre kan komme
til at skabe uoverstigelige vanskeligheder ikke bare for
Danmark, men for dem, der vil udnytte den argumentation, der
bliver brugt i Danmark i øjeblikket i anden sammenhæng.
Lad mig bare nævne russerne i forhold til Tjetjenien.
Der er masser af muligheder for at udnytte den argumentation,
der bliver brugt i den danske debat i øjeblikket, til
modbydelige militære interventioner over for mindretal både
inden for og på tværs af grænser.
Krigen er en realitet. Regeringen står ikke til at ryste
i sine holdninger til det her spørgsmål, ej heller til at
skifte standpunkt her i 11. time. Jeg forventer sådan set
ikke, at Dansk Folkeparti på nogen måde reflekterer over de
argumenter, der har været i de seneste dage. Beslutningen er
taget for længst. Dansk Folkeparti bakker op, når den
amerikanske præsident beder om det. Det er det svar, vi har
fået hele vejen igennem i de seneste døgn.
Kl. 11.30
Det er ikke bare at slå over på autopiloten, når den
nuværende amerikanske præsident beder os og Europa om
bistand, vi er nødt til selv at overveje konsekvenserne, og
det har vi gjort i Socialdemokratiet. Vi mener, at det er en
forkert beslutning.
Men regeringen har sit flertal på plads; der vil om
ganske kort tid her i Folketinget forventeligt være et meget
snævert flertal. I øvrigt er det tankevækkende, at regeringen
med et beslutningsforslag, hvor der i det udvalg, der har
behandlet det, er et flertal, der anbefaler Folketinget at
nedstemme beslutningsforslaget, ikke er gået efter at forsøge
at få en meget bredere parlamentarisk situation i vores eget
Folketing i forhold til denne beslutning.
For der kunne være en vej. Vejen kunne være dansk
humanitær bistand, når nu krigen er i gang, ikke alene under
krigshandlingerne, men i høj grad til
stabiliseringsindsatsen, som jo også vil være af militær
karakter, humanitær karakter, når krigen først er overstået;
og så i forhold til det udmærkede arbejde, som den nuværende
udenrigsminister jo også har fulgt op i forhold til
mellemøstkonflikten med det road map, som den danske
udenrigsminister på kvartettens vegne lagde frem under det
danske formandskab, at bruge det som anledning til, at
Danmark påtog sig her at vise en vej, der kunne være andet
end det, som den amerikanske præsident har besluttet sig for
sammen med Storbritanniens premierminister.
Vi vil i dag stærkt opfordre den danske regering til at
sikre, at FN hurtigt kommer på fode, ikke alene i forhold til
at handle med beslutninger, men også til operationelt at
kunne komme ind i Irak, så snart krigshandlingerne er slut.
Vi opfordrer den danske regering til at sikre, at det
bliver en FN-løsning i forhold til stabiliseringsindsatsen i
Irak. Vi opfordrer også regeringen til at indlede
forhandlinger med Folketingets partier og forhåbentlig med
mere åbent sind end det, vi har oplevet de seneste dage, med
hensyn til den indsats, Danmark skal yde under
stabiliseringsindsatsen i Irak efter krigen.
Danmark må presse på i Europa, for at EU yder sit. Vi er
ikke imponerede over resultatet fra Det Europæiske Råds møde
i aftes. Vi synes, at EU indtil videre ikke har ydet nok i
det bidrag. Jeg ved godt, at der er nogle øvelser, der
forestår i den kommende tid, men vi opfordrer den danske
regering til at bakke op om den del af Kommissionen, som også
anbefaler en større humanitær indsats fra EU, også når det
drejer sig om økonomiske beløb.
Danmark burde overveje, flertallet i det danske
Folketing burde overveje sin stilling, men tiden er
forpasset. Desværre lykkedes det ikke under udvalgsarbejdet
at overbevise hinanden, beslutningen var truffet på forhånd.
Socialdemokratiet kan ikke bidrage til vedtagelsen af
beslutningsforslaget.
