Forrige

(Kort bemærkning). Frank Jensen (S):
Hr. Jens Rohde spørger, hvem det er, der splitter. Se, nu ville hr. Jens Rohde jo ikke tidligere diskutere realiteten, der var i FN's Sikkerhedsråd i mandags. Jeg tror, at det også for hr. Jens Rohde er velkendt, at det var en situation, hvor der alene var fire medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, som gik ind for en militær intervention nu på grundlag af det resolutionsudkast, som var lavet af USA og Storbritannien, også støttet af Spanien, men der var elleve imod, 11-4.
     Hvem er det så, der splitter, når man så træffer beslutning om at ville gå uden for og så lave en militær intervention? Er det de elleve, eller er det de fire?
     Efter min demokratiopfattelse er det de fire. For hvad var kravet fra nogle af de andre elleve? Ja, det var, at man gav Blix tid.
      Jeg forstår simpelt hen ikke, at det ikke er kendt i det ledende regeringsparti, hvad Frankrigs position har været. Frankrigs position har været den, at man ville gå med, hvis det var sådan, at Blix kom med den rapport, der gav grundlaget. Man har ikke siddet og ventet på »the smoking gun«, som var startdiskussionen. Man har sagt: O.k., hvis Blix kommer, ligesom Richard Butler gjorde i 1998, så er vi med.
      Hvorfor skulle de fire - og med dansk støtte - ud at splitte verdenssamfundet, ydmyge FN, FN's generalsekretær Kofi Annan og splitte Europa?
     Til hr. Langballe: Jeg tror ikke, de her diskussioner om populisme eller det modsatte fører så langt. Jeg har ikke på noget tidspunkt brugt argumenter om meningsmålinger, det var hr. Langballe. Jeg er fuldstændig flintrende ligeglad med meningsmålinger i den her sag.
      Jeg har fastholdt, Socialdemokratiet har fastholdt, Socialdemokratiets formand har fastholdt den samme linje fra første færd. Og der er ingen af de partier, der er repræsenteret i Det Udenrigspolitiske Nævn, der har været i tvivl om vores linje, ingen. Og for dem, der måtte være det, er det i hvert tilfælde, fordi de ikke har hørt efter.
     Hr. Helge Adam Møller vil jeg igen minde om, at det er de nuværende medlemmer af Folketinget, der skal træffe den her beslutning, hverken den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister hr. Hans Hækkerup eller den tidligere forsvarsminister hr. Hans Engell. Jeg tror også, det er bedst, vi tager debatten om, hvad vi mener.

Næste